Roformer

Kaproning

 

Kaproning er formodentligt den form for roning der bedst kendes fra TV og aviser. Kaproning dyrkes normalt i smalle både (outriggere). Der findes regattabaner forskellige steder i Danmark, hvor der arrangeres kaproninger fra begyndere til elite. Den normale distance for kaproninger på bane er 2.000 meter, men for begyndere, juniorer og veteraner er der distancer fra 500 meter.

Sønderjysk Kaproning arrangeres hvert år af de Sønderjyske klubber på skift. Her kan alle deltage, og der benyttes både inrigger- og outriggerbåde, samt kajak. Nogle deltager for at vinde, men alle deltager også for at hygge sig. I 2003 afholdt Aabenraa Roklub Sønderjysk Kaproning og nu igen i 2008. Alle klubber i Sønderjylland deltager i planlægningen og afviklingen af stævnet. Sønderjysk Kaproning gennemføres normalt i juni måned.

Klubmesterskaber afvikles på en hverdagsaften i august eller september måned. Det er mindre formelt end ved Sønderjysk Kaproning. Der gennemføres både kort- og langdistancekonkurrencer, og med så mange bådtyper som muligt.

Dansk Forening for Rosport har udformet et kaproningsreglement, der finder anvendelse ved gennemførelse af kaproningsarrangementer.

 

Langtursroning


Langtursroning er roning uden for klubbens lokalfarvand. Det kan være længere dagture, weekend- eller ferieture, hvor man kan opleve naturen og stifte bekendtskab med og rofarvand i andre dele af Danmark eller i udlandet.

Aabenraa Roklub arrangerer hvert år to klublangture: Én til Naldtang, normalt første weekend i maj, og én til Barsø, normalt første weekend i september. Det er begge ture, som hele familien kan deltage i, da det også er muligt at køre til overnatningsstedet. Desuden arrangeres der som regel en ferielangtur i juli måned. Derudover arrangerer medlemmerne selv en række weekend- og ferielangture i løbet af året.

På enhver langtur skal der i hver båd være en person med lang­turs­styrmandsbevis. Denne har ansvaret for båden, og for at turen gennemføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Roforbundet arrangerer hvert år ture til udlandet. Der overnattes i telte eller lokale klubhuse, ligesom deltagerne er med til madlavning m.m.

Bådtyperne som anvendes til langtursroning er to- og fire-årers inriggere. I bådene er der plads til personligt udstyr samt fællesgrej og telt m.m.

Alle langture, dvs. ture der foregår uden for det daglige rofarvand, skal anmeldes til og godkendes af bestyrelsen. Det foregår i praksis ved at enhver tur indskrives i langturs­proto­kollen, der altid ligger i klublokalet. Derefter godkendes turen ved underskrift fra langturs­rochefen. I dennes fravær, kan et andet bestyrelsesmedlem skrive under. Besty­relses­medlemmer kan ikke godkende deres egne langture.

Klubben har ikke et særskilt langtursreglement. Alle langture foregår i henhold til DFfR’s langtursreglement, der findes på DFfR’s hjemmeside.

 

Motionsroning

 

De fleste af klubbens roere er motionsroere. De benytter rosporten som en god motionsform, der tillige giver mulighed for gode sociale kontakter med klubbens andre medlemmer. Motionsroningen foregår i vores lokale farvand i to- og fire-årers inriggere. Der er altid mulighed for at ro på to faste roaftener, hvor der er rovagt til stede. Det er mandag og onsdag.

Derudover kan der frit arrangeres roture inden for det daglige rofarvand, når der medvirker en roer med kort- eller langtursstyrmandsbevis. Denne har ansvaret for at roningen foregår under iagttagelse af gældende sikkerhedsforskrifter, herunder at vejrforholdene tillader roning.

Efter roturen er det sædvane at roerne samles over en kop kaffe i klublokalerne.

 

Pensionistroning


Der er naturligvis ingen øvre aldersgrænse for hvor længe man kan være medlem og aktiv roer i roklubben.

Der er imidlertid en særlig ordning for pensionister, der ikke har været aktive roere, eller som kun ønsker en meget lille aktivitet i roklubben.

Medlemskab som pensionistroer indebærer at man kun kan benytte klubbens faciliteter én formiddag om ugen. Det gælder både udendørs i rosæsonen og indendørs. Pensionistroerne har valgt at onsdag formiddag er den faste mødedag. Derudover kan man deltage i klubbens selskabelige arrangementer, men man er ikke berettiget til at låne klublokaler til private arrangementer.

Pensionistroerne mødes hver onsdag kl. 9. Man ror når vejret tillader det. I vintersæsonen, og når der ikke kan ros, er der aktiviteter i klubhuset. Det kan være i roergometrene eller med småreparationer i værkstedet. Der afsluttes altid med frokost (og en dram) i klublokalet.

Nærmere oplysninger om oplysninger om vilkårene for indmeldelse som pensionistroer kan fås hos Preben Jakobsen (tlf. 7462 1295, eller via mail).

 

Ungdomsroning

 

Her tilbydes alle de forskellige former for roning. Det gælder aktiviteter, som er målrettet mod de unges ønsker og kunnen. For ungdomsroerne arrangeres der på kreds- og landsplan, ferieture, lejre, stævner, skolekaproninger og meget mere. Formålet med disse arrangementer er, at man møder rokammerater fra andre egne, samtidig med at man har det sjovt. Vi arrangerer også madpakketure, klubturnering m.v. i klubben.

Ungdomsroningen foregår i takt med kunnen og interesser i alle bådtyper.

For at kunne blive ungdomsroer skal du kunne svømme 300 meter uden pause. Du må ikke lide af sygdomme, som kan svimmelhed eller lignende. Du skal mindst være fyldt 12 år. Hvis du er interesseret i at blive ungdomsroer og gerne vil høre om det er noget for dig, så kontakt ungdomsroningschefen, der kan fortælle nærmere om aktiviteterne og om hvornår det er muligt at starte.

Det koster et årligt beløb at være medlem af roklubben.

 

Kajak

 

I Aabenraa Roklub tilbyder vi også kajakroning. I lighed med andre klubber, er det en aktivitet der har været i stærk vækst i de senere år. Klubben har valgt ikke at adskille kajakroning og roning i in- og outriggere. Som medlem kan du derfor vælge udelukkende at ro kajak eller at have det som et supplerende tilbud. Der er mulighed for alene at ro kajak eller at kombinere kajakroning med roning i inriggere eller outriggere. Når betingelserne er opfyldt, er det tillige muligt at ro om vinteren. Kajakroning giver mulighed for at tilpasse roningen til individuelle behov, og det er en meget let bådtype, som er let at håndtere.

Hvis du har din egen kajak, kan klubben tilbyde dig, at have den liggende, og du kan deltage i klubbens aktiviteter.

Aabenraa Roklub råder over et antal kajakker, som kan benyttes af medlemmerne. Du kan se en oversigt over kajakbestanden her.

Kajakroere skal aflægge en årlig svømmeprøve, hvor der svømmes 600 meter i åbent hav. Der skal desuden aflægges en årlig kæntringsprøve.

 

 

Aabenraa Roklub - Strandvej 5, 6200 Aabenraa - Tlf. 7462 9448 - Email: post@aabenraaroklub.dk

www.aabenraaroklub.dk